www.lokalmagasinet.no LAVPULS | LITTERÆRT | Julibrev fra Son Lø. 20. okt. 2018
Meny

Foto: Sturla Strand, 2001 ©

Julibrev fra Son

Av Nils Kjær. Sommeren 1911


MAN ER UENIG OM, hvordan Son egentlig skal staves. Lige siden gamle dage, da
trælasthandelen florerede og hollænderne kaldte Kristianiafjorden ”het water op te Soon”
har det dobbelte o siddet i byens navn.

     Kofferne er forsvundne, glansen er tabt, og nu holder også det sidste minde om den,
det ene o paa at forsvinde.

     Worm Müller, som var en konservativ mand, om nogen, modsatte sig riktignok med
energi og forbitrelse den økonomiske stavemaade af navnet med enkelt o.

     Han kaldte den en vandalisme og brukte endog stærkere ord. Men fremskridtet lader
seg ikke stanse hertillands, og kan ikke Son gjøre nogen positiv innsats, saa hinder dog
ingen os fra at tone vor liberalisme med en liten afknapning paa bokstavbudgettet. Vi
skriver altsaa Son.

OM BYENS HISTORIE vet jeg forøvrig lidet af viktighet at meddele og nødes til at forbigaa
den i taushed.

     Det fortælles at sorenskriver Falsen skrev sit første grundlovsudkast i
Huitfeldtgaarden, men Son har aldrig hovmodet sig at være grundlovens egentlig vugge,
og byen har ogsaa savnet familier som kunde opretholde en tradition. Uden paa nogen
maade at kunne kaldes letsindige, lever vi for dagen og har ingen trang til at stikke os
frem og udmærke os. Fra det 18. aarhundre staar der igjen en gammel vakker
kjøbmandsgaard, som Dørnbergers pensel har gjort kjendt.

ANDRE monumentale bygværker findes ikke.

     Vi har hverken kirke eller raadhus eller skole eller fængsel. Børnene undervises
paa bedehuset.

     Vor øvrighed residerer i Drøbak, vort politi bor i Hølen, og skulde nogen føle
behov for at arresteres, bør han endelig ikke lade seg afskrække af den lange og
daarlige vei.

OM NOGEN ART af industriel bedrift er der i Son ikke tale. Længst nord i byen rager en
ensom skorsteinspibe tilveirs i minaretaktig ubrukelighed fra et nedlagt sagbruk. Paa
tomten omkring den ruster skinne-lægningen over henraadnede sviller.

     Og lidt søndenfor byen ligger Sons værft eller ”Værven”, bestemt til bygning af
lystkuttere og motorbaade.

     Det er moderne og tidsmæssig udstyret i alle maader, og det er nedlagt.

     Mellem disse to industrielle uvirkomheder indfadtes Son som en liden juvel,
venlig og hvitmalet, med blomster og ledige øine bak de blanke ruder, med sønnerne
tilsjøs og sommergjæster i de beste stuer og bør, børn, børn, som overalt og allevegne
straaler af protest mod den ledige dag og fylder den med legens skjønne rastløse alvor.

     Alt dette maa ikke forstaaes som om vi i Son slet intet bestiller. Tvertimod – vi
handler og vandler, vi fisker og tilbringer undertiden dage og nætter tilvands, vi har
smede og bagere, skræddere og skomakere i vor midte, og vor artistiske sans er saa
udviklet, at vi endog har valgt en kunstner til ordfører. Men vi gjør ingen blæst med
vor flid.

     Vi hvirvler ikke støv i veiret med vore stormskridt.

     Vi virker i det heletaget beroligende paa anstrengte nerver. Men desuden har Son
den fordel, at verdens larmende trafik ikke berører den. Vi læser morgenaviserne først
samme dags aften, og de brave mænd, som har forestaaet samfærdsvæsenet i dette strøg
av landet, har heldigvis virket bagvendt og mod sin bestemmelse. De har faaet henlagt
Saaner jernbanestation saa vel isolert fra menneskelig bebyggelse som mulig, og medens
vår naboby Hølen ialdfald har banelegemet hængende som et luftsyn over sine tage er
adkomsten fra Son til stationen besværliggjort ved hjælp af en sindrig og vidløftig
omvei.

I SON ER HØLEN BERØMT ikke alene for sin mølle og sin jernbanebro og sit apotek, men
især for sit samlag. Det vilde kunne hænde sig, at de to søsterbyer rent glemte hverandre,
om ikke denne institition hindrede samkvemmets tyne traad fra at briste. Det fuldkommen
alkoholsvage Son har sit nødvendige korrektiv i Hølen, som stadig leger med ildvandet.
Son kan berolige sine tørstige sommergjæster med, at det har Hølen i baghaanden, og
berolige sin egen samvittighet med at det dog ikke er som hint Hølen. Paa sin side kan
Hølen nyde godt af det pust mondænt liv, som tilføres fra Son. En viss moralsk fordel er
utvilsomt paa Sons side, en utvilsom materiell på Hølens.

SAMLAGET I HØLEN er som man ser en saare viktig indretning, og dog hænger dens bestaaen
i et haar. Ved forrige afstemning gjorde en eneste stemme udslaget. Skulde vedkommende
borger eller borgerinde af Hølen inden næste plebiscit være død eller have ombestemt seg,
eller skulde et fremmed forbudsivrig individ være innvandret, - ja, saa stod vi der.
(Og nu staar vi der! Senere bemerkning.)

DA JEG AKTER at nyde denne verdens goder, medens de endnu findes, tager jeg min baad og
ror til Hølen.

     Der er ingen livlig færdsel paa Saana. Man skulde ikke tro, at den danner den naturlige
forbindelse mellom de to viktigste stæder i Vestby herred.

     Belemret som dens løp er af kampestein og raadne tømmerstokker, er den kun
navigabel for mindre farkoster.

OG ALLIGEVEL møder jeg lige ovenfor Sonsbroenen enkelt fisker fra det indre. Han agter sig
etter grundig overveielse til fjords. Han har tænkt som saa, at siden hvittigen bevisligen
ikke gaar op i landet, kunde det være snodig at se, om den muligvis opholdt sig i sit
element.

     Til den ende har han rustet sig ud med en mægtig svart kaffekjedel. Han vil tage det
grundig. Han skal ligge ude til natten paa en strand, rent for sig sjøl. Han skal sanke ved og
gjøre op varme og koge kaffe og faa sig en evindelig røik og være fuldkommen i fred og
behagelighed.

     Vi fælder en aare hver og glider tyst forbi hverandre med et kjent nikk. Vi er ude paa
rent tidsfordriv. Bag os slumrer vore pligter. Verden ligger os aaben. Allah er stor.

NEI, DER ER slett ingen trængsel paa Saana. Og alligevel møder jeg straks efter atter en
baad, en munter lystsnekke md unge mennesker, som tilskyndet av sin naturs
foretagsomhed allerede har været oppe og utforsket kilderne.

     Saana er en besyderlig elv. Dens kilder maa søges helt oppe ved Hølens samlag, men
da disse ingenlunde monner, maa den hente vand ude fra fjorden.

     Den har egentlig ingen betingelser for at substitere som elv, men elv vilden være, og
saa løser den problemet paa den humoristiske maade, at den flyder baglængs og mod sin
bestemmelse. Blant floderne er den altsaa en slags kjærring mod strømmen. Men strid er
den ikke.

     Sagtmodig glider den tilbage i sig selv som et grublende sind og speiler himmel og
bredder i blant og blid uvidenhed om sin originalitet.

JEG SKAATER MIN BAAD i Saanas egen retning indover mod kilderne. Nu og da passerer jeg
gopler, som har faaet smag for indlandsklima og paa en egen livstræt maade slæber sin
gelé gjennem det brakke vand.

     Siver knipser mod aaren og gnisser engstelig, naar jeg kommer for nær bredden, og
en sjelden gang plasker en vildfarende ørret i farvandet.

     Bredderne er lodne af orekrat, og rødderne tufser sig frit i luften, hvor isskuringen
har skaaret du lerbunden. Andre steder skubber grundfjeldet glatte næs du i elven, og
bjærkene hælder udover med sit fine frynseværk sidt ned mot vandskorpen, som er belagt
med en mat hinde: det er skimmel af alt det blomsterstøv, som gyver udover elvefladen.
Henover den er luften tung av vellugtbølger … det er kløverremmen fra voldene og den
dovne aande af valeriana, som vugges af en svag bris fra de blomstrende linde oppe i
lierne.

MAN KUNDE GJERNE som et barn give sig til at regne op alt det man ser, alle de sommerlige
undre, ens øie kan overkomme, blad for blad og urt for urt. Det blomstrer. Der er drysset
ned fra solen millioner spraglede stænk af dens spektrum. Det er som om en regnbue var
sprængt og splinterne af den i en byge var slaaet ned over engene. Det blomstrer. Juli
blomstrer som januar sner. Men fra begge elvesider hører jeg slaamaskinen rasle
ufortrøden.

     Nu meier den ned uden persons anseelse græs og ugræs. Hele kolonier af præstekrager
falder for den kneprende guillotine; ranke ensomme kongslys hugges lige respektløst ned
som de hverdagslige straa. Det er bare i randen av teigene, i veiter og i røiser, at de
prangende og værdiløse vækster faar blivende fred. Her mellem bringebærkjærr og vilde
rosenbuske skinner i overstadig mangfoldighed de gulhvide koste paa mjødurten mellem
perikum og tyrhjelm, her ulmer dunkelviolet natlysenes blomsterstande paa høie stager, her
opretholder den svulmende sommer et uforknyt vildnis i det smaa …..

JEG NAAR ENDELIG baadstøen ved Saanas nedre katarakter, som nu høistsommers er ganske
tørre, og begiver mig opover den støvede landevei til Hølens hjærte.

     Under jernbanebroen hvor togene til og fra verden larmer, ligger posthuset, som
bestyres af maleren Karl Johan Holter, hvis billeder skildrer landskabet om Saana helst i
høstpragt, med tænde løvlier under høi og kjølig himmel. Ogsaa menneskenes løb kan arte
seg som Saanas … mod bestemmelsen.

SAMLAGETS LILLE SKJÆNKESTUE er møbleret med spyttebakker, som markerer alle de punkter
paa gulvet, hvor hen bønderne endnu ikke er naad frem med sit spyt. Her er saa mang fluer,
at stamgjæster undertiden ikke tror sine egne øine, men disse smaa ulemper tiltrods har
stedet sin nødtørftige hygge og sin berettigelse. Ved en forfriskning i disse enkle
omgivelser kan en passiar trives. Det er et vennlig lidet tilflugtsted for den maadeholdne
Dionysos, en beskeden oase, hvis kilder ingenlunde er giftigere end alle de kvalme flomme
af hykleri og nid, som udtømmer sig i forbudsfanatismens mudder.

     Jeg sidder en stund og følger bøndernes samtale. Det dreier sig udelukkende om klokker
og ender med et klokkebytte og en kjøbskaal. Jeg forstaar ikke, men bøier mig for bønders
passion for klokkebytteri. Selve tiden synes dem mindre værdifuld end dens maalestok; den
iler ialfald, medens de bytter. Og dessuden maa der være svindel i trafiken, siden enhver er
hemmelig utilfreds med sin egen næpe. Saa bryder vi omsider op, og jeg beser egnen, og da
jeg endelig ror hjemover, lyser fuldmaanen mig nedover Saanas bugter, og akerriksen
skraber i livglæde paa sit lille fattige instrument.

Lokalmagasinet.no (LM) er et uavhengig allment nettmagasin
Ansvarlig redaktør og utgiver: Svein-Harald Strand
Strand Prinfo, Postboks 160, 1556 Son, tlf 64 95 73 48
post@lokalmagasinet.no | www.lokalmagasinet.no
web: info helgeland